Jørgen Svenson udgiver erindringer

02. juli 2020, 06:21
Jørgen Svenson. Privatfoto

Vridsted En god ven af avisen barsler nu med sine erindringer på skrift i form af bogudgivelsen »Mælkedreng til kabelmester«.

Det er Jørgen Svenson fra Vridsted, som den opmærksomme læser også vil kende for sin deltagelse i avisens meningspanel, der på sin sidste dag som 70-årig tirsdag den 7. juli er på banen med en personlig bog, der er blevet til i samarbejde med journalist Per Nielsen fra Skive og udgives på dennes forlag Hotlines.

Bogen er stadig så frisk, at den ikke engang er kommet ud af trykken endnu, men af en beskrivelse, der kommer på bogens bagside, fremgår det blandt andet, at »en opvækst i små kår med lokum i laden på husmandsstedet »Lille Kærhus« uden for Vinderup blev på ingen måde en hæmsko for Jørgen Svensons videre liv. Snarere tværtimod. De ærlige og hårdtarbejdende forældre lærte ham både at tage fat, at behandle andre mennesker ordentligt, og at ingenting kommer af sig selv.«

Videre lyder det, at Jørgen Svenson som femårig tjente sine første penge som mælkedreng – 1 krone og 25 øre for en arbejdsdag på seks timer. Det job lærte ham også at regne, en evne, der skulle komme til at definere hele hans videre arbejdsliv.

Opture og nedture

Med en lang række autentiske fotos til illustration tages læseren med gennem alle faser af Jørgen Svensons meget aktive og alsidige liv med opture og nedture i både arbejdsliv, privatliv og fritidsliv.

I en tid, hvor ikke mindst lokalsamfundenes foreninger kæmper med at finde folk til tillidsposterne, tjener denne ildsjæls erindringer ikke bare som inspiration, men også som en påmindelse om, at foreningsarbejde ikke bare er en sur pligt, men at der er masser af gode ting at hente, når man involverer sig.

»Mælkedreng til kabelmester« har opnået støtte fra Velux Fonden, der blandt andet støtter aktive ældre.

Jørgen Svenson og Per Nielsen præsenterer bogen ved tre arrangementer henholdsvis tirsdag den 7. juli på Vinderup Egnshistoriske Arkiv, onsdag den 8. juli på Jørgen Svensons fødselsdag i Skive Boglade og torsdag den 9. juli på hjemmebanen i Vridsted Idrætsforenings klubhus.