Nærpolitiet – dine lokale betjente

22. oktober 2021, 09:54
Politidirektør Helle Kyndesen. Arkivfoto

Patruljering, ekspedition, samarbejdsmøder og efterforskning – det er bare nogle af de opgaver, der ligger hos betjentene på vores nærpolitistationer.

Fredag den 15. oktober åbnede vi endnu en i rækken. Med flag, politihund, motorcykel, doughnuts og andet godt bød vi borgerne velkommen til en ny nærpolitistation i Struer.

Og jeg synes bestemt, det er værd at fejre. For med nærpolitiet får man lokale betjente, der er dedikeret til området. Vi vil gerne være et kendt ansigt i de byer, vi er i, og jeg er overbevist om, at folk lokalt vil tage betjentene til sig og også bruge dem.

Det er vigtigt, at vi er så tæt på borgerne, at vi har så god føling som overhovedet muligt med, hvad der rører sig de forskellige steder i politikredsen. Og at vi i dialogen med borgerne og med lokalkendskabet har den nødvendige indsigt i, hvad der er vigtigt at tage sig af, og hvad der betyder noget for borgerne.

Betjente møder ind hver dag

Nærpolitistationerne har en fast åbningstid i deres ekspedition – tider, du kan finde på vores hjemmeside, politi.dk.

I åbningstiden kan man altså komme uanmeldt på nærpolitistationen og være helt sikker på at komme til at tale med politiet. Men betjentene møder faktisk fast ind hver dag hos nærpolitiet. De har altså al deres arbejdstid der og er i byen eller kommunen alle hverdage.

Derfor kan man også sagtens lave en aftale med en af betjentene om at komme forbi uden for ekspeditionstiden. Men det er vigtigt, at man laver en aftale, hvis man kommer uden for åbningstiden. Ellers kan nærpolitibetjentene nemlig let tænkes at være på gaden eller til møde med en skole, en forening eller en anden lokal samarbejdspartner, eller de kan være fordybet i en efterforskning.

Betjentene har selvfølgelig også en patruljebil, så de hurtigt kan rykke ud, hvis det skulle være nødvendigt.

Nærpolitiet

Ud over vores syv døgnbetjente lokalpolitistationer er vi nu til stede med nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Nykøbing, Ikast og Struer, ligesom vi har en politiekspedition i Brande og en landbetjent i Nørre Snede.

Jeg håber, at man – når man får lært de lokale betjente at kende – føler, at afstanden til politiet er blevet lidt mindre, og at man har lyst til at henvende sig, når man har brug for hjælp, savner et godt råd eller har et tip, politiet burde kigge nærmere på.

Vi kan selvfølgelig ikke have en politistation i alle byer. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi har vores mobile politistation, som løbende kører rundt og besøger byer i politikredsen. Ser du den mobile politistation, så kig endelig forbi. Vi er altid klar til en snak.