Stoholm tilbage i topstriden

Der var en målmand til forskel, da Stoholm lørdag meldte sig tilbage i kampen om oprykning til 1. division med en étmålssejr over Hjallerup

04. december 2021, 13:38
1 af 2 En duel mellem to spillere med nummer 15 på ryggen, der begge spillede i Stoholm sidste år og som lørdag endte som topscorer for hvert deres mandskab med fem mål. Kris Olesen i hvidt tørner stadig ud for Stoholm og var lørdag særdeles velskydende, mens Stoholms tidligere venstre fløj, Frederik Fritsche i blåt, nu spiller i Hjallerup, hvor han er sikker straffekastskytte. Foto: Steen Don
2 af 2 Målmand Jakob Weinreich var her, der og alle vegne, da Stoholm lørdag sikrede sig en smal sejr over topholdet Hjallerup, så fjandboerne nu i stedet selv indtager førstepladsen i 2. division. Foto: Steen Don

håndbold Det var den mindste overraskelse på lørdagens tipskupon, da halspeakeren efter Stoholms sejr på 23-22 hjemme over topholdet Hjallerup kunne kåre Stoholms målmand Jakob Weinreich til »Man of the match«.

Mens hans præstationer gennem sæsonens første ni kampe i gennemsnit mere har været indenfor kategorien »på det jævne«, var det, som om han til denne kamp havde samlet alle sprællemandens kunster sammen til én stor optræden mod hesteprangerne fra markedsbyen.

Og det blev der også brug for. Stoholms offensiv havde nemlig fra kampens start svært ved at håndtere Hjallerups aggressive forsvar med en god højde i midten og stor bevægelighed på backs.

Fjandboerne skulle kæmpe for hver en centimeter for at komme på skudhold, men når det lykkedes, havde de til gengæld godt styr på den nordjyske målmand med sikre scoringer kampen igennem.

Trusler fra alle kanter

I den anden ende forholdt det sig lige omvendt.

Stoholm var ikke dårlige i forsvaret, men Hjallerup, der havde lutter sejre med i sportstasken til Fjends, har bare et meget dynamisk og letbenet angreb med trusler fra alle kanter, og de havde ikke det store besvær med at spille sig til oplagte muligheder.

Dermed var det i høj grad op til Jakob Weinreich i målet at holde hank i vendelboerne, og det gjorde han så den ene gang efter den anden med det, man som halspeaker i Stoholm kalder en »knippel« redning, ofte på helt frie skud.

På den måde kunne Stoholm bringe sig foran med 6-5 cirka halvvejs gennem første halvleg og med lidt held gå til pausen foran 13-12.

Frem og tilbage er lige langt

Straks fra anden halvlegs start rykkede Stoholm så for første gang i kampen lidt fra modstanderne, og mens forspringet blev øget til 19-15 var det især spillende assistenttræner Michael Pedersen, der trådte i karakter som playmaker.

Stoholm havde dog svært ved at bevare styringen og blev hentet ved stillingen 20-20, hvor det pludselig så ud til, at fjandboerne var på vej til at smide det hele på gulvet.

Da blev man nemlig ramt af en dobbeltudvisning i midterforsvaret, men i stedet for at vende bøtten, brændte Hjallerup yderligere tre gange på den storspillende Weinreich, mens Kris Olesen i den anden ende sled sig gennem en dobbelttackling til scoring.

Helt åben topstrid

Dermed formåede Stoholm faktisk at vinde det ugunstige undertal 1-0, og også de næste angreb gav bonus til stillingen 23-20, mens Hjallerup fik nogle kendelser for mas imod sig.

Reduceringen til 23-22 faldt på et straffekast med få sekunder igen, i øvrigt sikkert udført af Hjallerups venstre fløj, Frederik Fritsche, der indtil denne sæson tørnede ud for Stoholm.

De sidste sekunder tikkede dog af klokken, mens Stoholm havde bolden, og så kunne fjandboerne kaste sig om halsen på målmand Jakob Weinreich, der om nogen sørgede for, at topstriden igen er helt åben, inden Stoholm på lørdag møder det tredje tophold, Mors/Thy, på udebane i den sidste kamp inden julepausen.